Novelle = meget lang vits?
Har færdiggjort ny novelle og sendt den til min skrivegruppe, som jeg stadig mødes med hveranden måned. Forsøger nu ihærdigt at få regnstykket 1 novelle hveranden måned = 14 noveller på et år til at gå op. Lykkes ikke så godt.
Har til gengæld fundet denne skønne (og lidt angstprovokerende) definition på en novelle i Jyllandsposten, nærmere bestemt i en anmeldelse af Anna Grues “De andre”:
“Man kan fristes til at påstå, at testen for en prosaforfatters evner ligger i novellens udfordring. I romanens lange format kan en svag historie skjules med lag på lag af beskrivelse, osv. I romanen kan læseren tages med på lange ture ud i periferierne, og historien kan få lov at udvikle sig efter andre ansatser end de oprindeligt givne. Det går ikke i en novelle. Her skal historien være skarpt angivet fra første sætning, tempoet skal holdes, og slutningen skal helst have en vis overraskelseseffekt. En novelle minder faktisk mere om en velturneret anekdote eller vits end om den lange roman.”
Dermed er en novelle altså både en slags vits (sjovt) og en test af forfatteren (knap så sjovt)
Men fedt er det – at kunne sætte det famøse sidste punktum efter kun 8-12 sider.