Bare så du ved det

Forlagets beskrivelse:

Elleve noveller af Sarah Engell – en af de stærkeste stemmer i dansk ungdomslitteratur.

I “Bare så du ved det” demonstrerer Sarah Engell sin spændvidde som forfatter. Samlingens 11 noveller varierer i stil og tone og rummer både humor og alvor, lys og mørke. Der er historien om instaprofilen Donna, om en kronhjort i en blå skov, et højt stillads på en mørk byggeplads, pølsemix med chilisovs, en sejlbåd fra DBA og om et terningespil, som ingen har lyst til at tabe.

Novellerne kredser først og fremmest om menneskelige relationer – om forholdet mellem forældre og børn, kærestepar, veninder, brødre – og om hvor galt det kan gå, når vi ikke taler sammen. Det er noveller om sorg og ensomhed, men også om fællesskab og eufori – og de lykkelige øjeblikke, hvor vi rent faktisk mødes.

Sarah Engell er en af de mest markante og mest anerkendte danske forfattere inden for YA-litteratur herhjemme. Hun er en mester til realistisk ungdomssprog, troværdige karakterer og aktuelle tematikker.

Uddrag af anmeldelser

"Virkelig velskrevne noveller, som berører læseren dybt, og som giver noget at tænke over. Sproget er, som altid hos Sarah Engell, overbevisende og godt ramt."
- Blibliotekernes lektørudtalelse
"11 noveller, som både er tankevækkende, alvorlige, rørende og virkelig hårdtslående indimellem. Sarah Engell kan bare noget helt særligt. Sproget er så lækkert og flydende, og hun formår at sige virkelig meget på meget lidt plads."
"... velskrevne og stærke ... fortællinger, som man mærker. Der er masser af undervisningspotentiale i dem."