
- Kategori: Børn
Benny Beton
- Udgivet på Forlaget Blæs 2015
- Illustration Tanja Eijgendahl
- Antal sider: 28
Ren kærlighed til en lille kraftkarl – og hans omsorgsfulde far
Handling: Benny Beton er meget stærk. Faktisk så stærk, at han kan løfte en lastbil med citroner. Og to blåhvaler og et højhus med ild i. Ja, selv månen og alle planeterne kan Benny løfte! Men så bliver han altså også meget træt – hvem kan mon så løfte Benny ind i seng?
Om bogen: Fantastisk sød og helt enkel kvadratbog til 3-4-årige drenge, der er i gang med at udforske egne kræfter og kønsidentitet – med far som forbillede og tryghed. Bogen er super til far-søn-læsning i en stille stund – men kan selvfølgelig læses af alle – også mor. Tanja Eijendahls både sjove og ømme illustrationer understreger temaet med lun humor og hjerteflimrende indlevelse.
Om forfatteren: Med ”Benny Beton” har Sarah Engell bedrevet sin første børnebog. Engell har tidligere udgivet en række ungdomsromaner, som italesætter vigtige emner, såsom kærlighed, seksualitet, grænser, ensomhed, selvstændighed og familiekonflikt – og senest: mobning og selvmordstanker i ”21 måder at dø”, som blev kåret til årtiets bedste ungdomsroman af bladet Folkeskolen i 2014. Kendetegnende for forfatterskabet er evnen til med stor præcision at udskille og destillere et grundtema, som er centralt for målgruppen, og bearbejde det i øjenhøjde med sine læsere – store som små. Senest er Engell blevet nomineret til Læsernes Bogpris 2015.
Uddrag af anmeldelser
“Det er en dejlig historie fortalt i børnehøjde. Ingen realisme, som ødelægger den barnlige fantasi. Der er kun ønsket om at være Superman en tid. Og at have en far, som putter, når den tid kommer. Sarah Engell har med Benny Beton for en tid forladt ungdomsbogsuniverset. Det skift er hun sluppet rigtigt godt fra.”