- Kategori: Unge
Hvis bare
- Udgivet på Forlaget Carlsen 2009
- Bogen er udsolgt fra forlaget, MEN du kan købe den direkte fra mig. Se nedenfor.
Bagsidetekst:
Der stinker af cerut og kattebakker i det kosteskab, jeg har lejet mig ind i. Burde findes lov, som forbyder gamle koner at udnytte desperate teenagere, der lige er flyttet hjemmefra. Jeg sukker for mig selv og zapper mellem reklamerne uden at spekulere på ret meget andet, end hvorfor grønne vingummier smager bedst. Og hvorfor der altid er flest gule. Det hele burde være så let: Hvis bare jeg drikker Kildevæld: Hvis bare jeg bruger den rette mascara. Hvis bare jeg arvede syv millioner, så jeg kunne købe mig et nyt liv …
Køb bogen:
Bogen er udsolgt fra forlaget, MEN du kan købe den direkte fra mig med en personlig hilsen + autograf til kr. 199,- inklusiv fri fragt.
Sådan gør du: Send mig din adresse og fortæl, hvem bogen skal signeres til HER
Læs et uddrag:
Hvis bare det var en fase …
Lars har ikke ligefrem situationsfornemmelse. Til gengæld har han en stor sølvgrå Mercedes Crossfire med læder på sæderne og elektrisk soltag. Jeg får øje på den, mens jeg sidder og standby-stirrer gennem kontorets vindue. Lykken er en hare. Hold da ferie. Jeg glæder mig til, at Margrethe starter i egenterapi. Jeg åbner en cola, mens jeg ser Lars stige ud af bilen. Føj. Tandpasta. Jeg stiller flasken fra mig igen.
Lars retter alarmen mod bilen, og lygterne blinker en gang. På nummerpladen står: Fars dyt. Han ser op mod kontoret. Og fanger mit blik. Åh nej. Kig væk. Kig væk. For pokker, hvorfor kigger jeg ikke væk? Lars løfter en hånd og vinker til mig. Slipset flagrer, da han skråer over parkeringspladsen og forsvinder fra mit synsfelt. Kort efter kan jeg høre elevatoren sætte i gang.
Arbejde. Jeg må lave noget arbejde. Hvad er det nu, jeg plejer at lave? Jeg tager en tår cola. Føj. Tandpasta. Det giver et sæt i mig, da elevatoren går op, og Lars træder ind. Han er iført et stribet Armani-jakkesæt og åbenstående skjorte. Håret er skubbet frem i et sært svaj. Han ligner Elvis. Efter tyve kilometer i en åben sportsvogn.
”Godmorgen, de damer.” Han slår ud med armene og ser ud til at forvente et bifald. Det får han nu ikke. Den eneste reaktion er fra Lille Laila, som bemærker, at der stadig mangler printerfarve.
”Intet problem,” fastslår Lars. ”Det skal jeg nok sørge for bliver ordnet.” Han slår hænderne sammen og ligner Cæsar i Romerriget.
Jeg bander for mig selv. Lars bliver ved at se på mig. Jeg kan overhovedet ikke koncentrere mig om at lave ingenting.
”Hvordan går det her?” spørger han. ”Har vi det godt? Er alt, som det skal være?”
”Kaffemaskinen er gået i stykker,” siger Lille Laila.
”Javel.”
”Og der mangler printerfarve.”
”Ja tak, Laila. Det er fint.”
”Du spurgte selv.”
Lars vifter hende af med hånden og kommer hen til mit skrivebord. Han sætter en hånd på underlaget og læner sig frem mod mig.
”Hvad så, Sonnie?”
”Så ikke så meget,” kvækker jeg. Det lyder, som om jeg har halsbetændelse.
Lars smiler til mig. Læberne er let adskilt. Jeg kan se hans tungespids.
”Jeg har tænkt på dig,” siger han.
”Har du det?”
”Mh.” Han fastholder mit blik uden at blinke. ”Kommer du på fredag til vores julefrokost?”
”Fredag?” Nu lyder min stemme pludselig alt for høj. ”Jamen det er jo kun november.”
Lars griner. ”Her i firmaet er vi altid et skridt foran.”
Ja, tænker jeg. Bortset fra når det gælder personalesammensætningen.
Lille Laila skuler til mig, som kunne hun læse mine tanker.
”Nå.” Lars flytter blikket ned til mine læber. ”Hvad siger du så?”
”Det ved jeg ikke,” mumler jeg.
”Printerfarve,” hvisker Lille Laila. ”Sig, at der mangler printerfarve.”
Lars vender sig brat om.
”Du blander dig bare udenom!” siger han. ”Og dig!” Han placerer en finger over mit højre bryst. ”Dig ser jeg på fredag.” Han fastholder mit blik, mens fingeren ligesom tilfældigt synker et par centimeter. Så blinker han til mig og drejer om på hælen.
Jeg holder vejret, lige til elevatoren lukker bag ham. Mine hænder sidder fast på bordet. Jeg kan overhovedet ikke bevæge mig.
Lille Laila skæver til mig hen over brillekanten. Hun trækker på skuldrene og forsøger at lave et kækt ansigt. Det lykkes ikke særlig godt. Man kan tydeligt se, at hun ikke har prøvet det før.
”Utroligt,” siger hun. ”At det skal være så svært med den printerfarve.”
Fuck Torsten.
”Vi har masser liggende ude på lageret. Det er bare at gå ud og hente det.”
Fuck Anja.
Fuck mine smagsløg, fordi de altid har påstået, at jeg hader sild og snaps.
Uddrag af anmeldelser
“En flot komponeret historie, der i sin tilsyneladende sørgmuntre, beklagende snakkesaglighed sætter ord på ensomhed og afmagt.
“Historien er skrevet med humor og et ungdommeligt, sarkastisk sprog … uden belærende pegefingre og med en realistisk og grinagtig tilgang til det at finde sig selv som teenager.”
“De mange illustrationer komplementerer fint teksten og tilfører et komisk tegneserietræk …”
“Sarah Engell har ramt en god sort tone til sin Sof, og romanen bæres hjem på den dystre humor … dejligt og forfriskende med en heltinde der er så ond i sulet som Sof.”
