Mig & My

 

Bagsidetekst:

“Det er sommerferie, og på den anden side af ferien venter 7. klasse. Freja glæder sig til at hænge ud med sin bedste veninde Asta. Men alt ændrer sig, da Asta får besøg af en pige fra England, som hun har mødt online, og som åbenbart er meget sjovere at være sammen med. Freja føler sig ensom, men finder heldigvis også selv en ny ven online. En, der er god til at give Freja opmærksomhed, og som altid svarer på hendes beskeder. En, der gør det nemt at vende alle andre ryggen.

Mig og My er en bog om ensomhed og venskab og om at holde fast i sig selv og den virkelige verden, selv når det er svært.”

 

uddrag fra Mig & my

17 % af eleverne i 7. klasse har prøvet at mødes med en chat-ven. 9 % af dem har haft en virkelig dårlig oplevelse
Seriøst, Freja. Du googler for meget
Men hvad hvis det er en eller anden psykopat?
Slap af. Mine forældre tager med. Hendes forældre er der ligesom også
Skal de så også klædes ud?
Haha, det tror jeg sgu ikke vi får dem til. De må nøjes med at køre os og tage billeder
Synes bare det er mærkeligt. En helt fremmed
Vi har chattet i over et halvt år
Men alligevel. Hvad hvis det bliver totalt akavet? Hvad hvis det slet ikke er en 13-årig pige men en 60-årig mand?
Freja-skat. Jeg har styr på det. Jeg er bare glad for endelig at have mødt en på min egen alder, der elsker cosplay. Og nu er hun i Danmark. Og der er en kæmpe messe. Er det ikke klart nok, vi gerne vil derhen sammen?
Det er det vel
De bor på en campingplads supertæt på os. Altså Abigail og hendes familie. Sjovt, ikke?
Virkelig sjovt
Er du sur?
Nej
”Hallo? Virkeligheden kalder Freja!”
Jeg ser op fra min telefon. Far står flere meter foran mig med indkøbsvognen.
”Skal du med?” spørger han. ”Eller bliver du boende i Føtex?”
Jeg stikker telefonen i lommen og trasker efter ham.
Selvbetjeningen siger velkommen, og vi scanner varerne.
Hvordan ønsker I at betale?
Far trykker kort.
Mange tak for besøget. Hav en god dag.
”I lige måde,” siger far.
På vej ud til bilen googler jeg Abigail fra England scam? På en måde håber jeg, hun er fake. Ikke så det bliver farligt, selvfølgelig. Bare så Asta holder op med at tale så meget om hende.
4,7 millioner søgeresultater, og allerede på første side ser det rimelig ubrugeligt ud.
Du kunne jo også tage mig med, skriver jeg. Til den der messe
Bortset fra at du ikke er cosplayer
Det kunne jeg vel blive
Freja, søde. Jeg skal nok passe på. Og hvis du har ret i, at Abigail er en psykopat-weirdo, så giver jeg verdens største softice med det der lakridskrymmel du elsker

Uddrag af anmeldelser

"Sarah Engell ... har et fantastisk godt blik for, hvordan det er at være tretten år, pige og gå i 6. klasse ... Som altid skriver Sarah Engell i et levende sprog, der er ungt uden at være popsmart. Miljøet er genkendeligt, persontegningen realistisk, og konflikten er vedkommende. Der er mange gode grunde til at læse med."
★★★★★
"Går lige i ❤️"
"En super velskrevet bog om venskab"
"Mig & My er en virkelig god ungdomsroman til læsere i 6. - 7. klasse."