På et tidspunkt ville det ende galt. Det vidste jeg vel godt, inderst inde. Men jeg var desperat. Det var vi allesammen, selvom ingen sagde det højt.

Desperat. Jeg ved godt, det er latterligt. Jeg sidder i lille, fredelige Bækmarksbro og læser til eksamen. Mit feed er en tryg boble af proteinshakes, pigenumser og post-grun- ge-musik. Det er kun langt væk, i andre verdensdele, der er jordskælv, krig og smeltede gletchere. Hvad fuck har jeg at være desperat over?

Engang bandt vi mit skateboard fast til Jeppes tunede Yamaha, og jeg har seriøst aldrig hørt mig selv grine på den måde før. Helt hysterisk. Nærmest som om jeg skreg eller græd. Det gik meget hurtigere, end jeg havde regnet med, og selvom jeg sad ned, var det umuligt at holde ordentligt fast. Jeg råbte, at han skulle stoppe, men han kunne ikke høre en skid for motoren og vinden, og til sidst overvejede jeg bare at give slip.

Tanken satte noget i gang. En sær længsel efter at finde ud af, hvad der ville ske, hvis jeg rent faktisk gav slip. Hvor galt det ville gå. Om jeg ville dø.

Det er sådan, jeg bedst kan forklare de uger, der ledte op til Silles forsvinden. Den desperation, der hang over os. Det knastørre græs, afbrændingsforbuddet, den ekstreme hedebølge, der var i nyhederne hver dag. Fornemmelsen af at lige om lidt ville det hele slutte, ikke bare 9. klasse, men alt det, vi kendte. At boblen ville briste og verden gå op i flammer.