SVIN - Shakespeare genfortalt

 

Bagsidetekst:

”Fuck skuespillerskolen, det her kommer til at overgå alt, hvad der nogensinde er foregået på en scene.”

SVIN er en nervepirrende YA-thriller, digtet over Shakespeares klassiske teaterstykke Othello.

En dyreaktivistgruppe besætter en svinefabrik i Horsens. Det ender i en blodig kamp om jalousi, magt, utroskab og løgne.

 

 

Forlagets beskrivelse

Svin er en genfortælling af Othello. Romanen beholder samme nerve og intimitet, som der er at finde i Shakespeares skuespil, men formidlet til et nyt, ungt publikum med en moderne sprogtone, storyline og setting. 

En gruppe dyrevelfærdsaktivister planlægger en aktion mod et svineslagteri i Jylland. Langsomt optrevles optakten til aktionen og den manipulation og det rivalskab, der opstår mellem Jaguar og Okapi, de to ledende skikkelser i gruppen. En thriller fortalt gennem avisudklip, nyhedsreportager, dagbøger og afhøringsrapporter.

Svin er en del af Shakespeare genfortalt-serien, der vil modernisere de klassiske skuespil og genfortælle dem til et ungt publikum.

Andre forfattere i serien er Laura Ringo, Kim Fupz Aakeson, Mads Ananda Lodahl og Zakiya Ajmi.

uddrag fra svin

Horsens, natten til 2. august

Metaltremmerne glider frem med en hvinende skramlen, og buret lukker. En kasse på mindre end to kvadratmeter med tremmer i stedet for vægge.

Hun ligger krummet sammen på alle fire. Ryghvirvlerne står tydeligt frem. Huden har samme farve som de grise, der normalt er fanget derinde. 

Okapi betragter hende med sammenbidt ansigt. Han står ved den sorte knap, der kan sætte liften i bevægelse, så metalburet bliver sænket ned mod gaskammeret.

”Det værste er, at jeg stolede på dig,” siger han.

Hun begynder at græde.

”Skat … vær sød. Luk mig ud!”

”Men du svigtede mig,” siger han. ”Du gjorde mig til grin.”

”Jeg har ingenting gjort!”

”Tror du, jeg er dum, eller hvad? Jeg så tørklædet! Jeg ved det hele!”

Hun hulker.

Okapi placerer håndfladen på den sorte knap.

Med et tryk aktiverer han liften, og metalkassen begynder at køre ned.

Hun skriger og hamrer på kassens inderside. Okapi siger ingenting. Står bare og ser hendes nøgne, panikslagne krop forsvinde ned i dybet.

Uddrag af anmeldelser

Endnu ingen anmeldelser